Hvad er sociale medier?
Sociale medier er medier, som mennesker bruger til sammen at skabe fælles mening om verden og i deres tilværelse. Det kan for eksempel være fælles visioner, holdninger og mål i en virksomhed eller organisation.
Sociale medier omfatter en række forskellige teknologier – heriblandt:
- Blogs – hjemmesider i ”dagbogsform”, hvor blogposts (små eller store notater) kan kommenteres af andre – og på den måde facilitere en dialog mellem (navngivne) mennesker. Der kommer altså ansigt på kommunikationen.
- Wiki – kollaborative bøger i hypertekstformat. Verdens største encyklopædi Wikipedia er en wiki lavet af brugerne selv.
- RSS feeds – automatisk opdatering/deling af nyheder (og andet) via XML, således at computersoftware fx kan give brugeren (næsten) alle nyheder om et bestemt emne – i et personligt format.
- Tagging – muligheden for at knytte personlige nøgleord til indhold på internettet og dele disse nøgleord med andre, således at mennesker kan hjælpe hinanden med at finde indhold, der fx handler om bestemte emner.
- IM, IRC og IP-telefoni – der er tekst- og tale-dialogmedier, som kører på nettet og giver folk mulighed for at kommunikere gratis to eller flere ad gangen – uanset hvor i verden de befinder sig.
Sociale medier har forskellige fælles træk, der har med brugen at gøre:
- Deltagelse – medierne opfordrer brugerne til selv at bidrage med deres eget indhold og forsøger ikke at "beslaglægge" menneskers kreativitet.
- Samtale – der opstår dialog mellem brugerne og mellem "ejerne" og "deltagerne". Dialogen opleves som ligeværdig og i øjenhøjde.
- Fælleskab – der opstår en fælles social følelse, og deltagerne opnår en stærkere følelse af identitet omkring dette fællesskab.
- Forbundethed – deltagerne oplever at være forbundet, ikke bare til hinanden, men også på andre måder på tværs af både tid og sted.
- Åbenhed – der er en større grad af åbenhed, ikke bare som feedback, men også som deltagelse, og deltagernes frihed til selv at vælge, hvad de vil være med til, og hvordan de vil bidrage.








